På møde nr. 2 i den nylig søsatte erfa-gruppe for præcisionslandbrug skulle deltagerne arbejde med tildelingskort i Næsgaard MARKKORT. Alle arbejder med Næsgaard MARK til dagligt men brugen af tildelingskort til sprøjten, gødesprederen eller såmaskinen for at opnå en gradueret tildeling i marken var ukendt.
Mødet var udformet som en workshop, hvor brugerne med deres egen medbragte PC fik fingrene helt ned i praktikken omkring udarbejdelse af tildelingskortet. Specifikt blev der arbejdet med et udsædskort til såmaskinen, Det er en god og enkelt ting at starte med, når landmanden skal i gang med præcisionslandbrug på sin bedrift. I den sammenhæng blev der også diskuteret brugen af satellit fotos, hvilke grænseværdier der er ideelle for de forskellige næringsstoffer i marken samt generel vækstregulering.
Når først tildelingskortet er lavet og gemt på PC’en, er det enkelt at få kortet over på en USB-stick som tages med i traktoren, så den graduerede tildeling af såsæd kan udføres. Som med meget andet er udarbejdelsen simpel bare man ved hvordan. Jacob Yttesen har en bedrift på Nordfalster og udtaler: ’Det er jo ikke svært, når man lige kommer i gang’.
Således tog deltagerne det første skridt mod præcisionslandbrug på deres bedrift.
Datalogisk har i samarbejde med Albrecht Agro taget initiativ til erfa-gruppen og begge virksomheder står for introduktion og undervisning.