Så er det igen tid til at komme ud til landets landbrugselever, og det er vi rigtig glade for. IT-konsulent Per Andersen besøger således i denne og næste uge Høng Landbrugsskole samt Odense erhvervsakademi og professionshøjskole.
’Præcisionsjordbrug’ står på skemaet, når Per den 21. april lægger vejen forbi Høng. Her introduceres 15 landbrugselever til software og programmer, der hjælper landmanden med at arbejde mere præcist i marken. Bl.a. vises hvordan og med hvilke data, der laves et tildelingskort i Næsgaard MARKKORT, så der kan udføres en gradueret tildeling af gødning, udsæd, eller sprøjtemidler i marken.
’Vi får altid meget ud af at være sammen med eleverne, og alle får noget med hjem’, fortæller Per og fortsætter ’det er altså landbrugets fremtidige medarbejdere, vi har med at gøre, og som vi har mulighed for at være i dialog med, det har en virkelig en høj prioritet hos os.’
Den 29. april er det 10 landbrugsteknik-studerende, som skal have en introduktion til Næsgaard MARK programmet.
Datalogisk og LandboUngdom
Udover at komme ud til elever på landbrugsskoler, støtter Datalogisk op om LandboUngdoms arbejde. Det er i form af sponsering af film, kommunikation i medlemsbladet samt kurser i online markstyring.