Vi snakker om præcisionsgødskning

I erfagruppen om præcisionslandbrug, som Datalogisk kører i samarbejde med Albrecht Agro, har de deltagende landmænd nu fået et godt indblik i præcisionsgødskning. Det er i form af udarbejdelse af tildelingskort til gødningssprederen, viden om vækstregulering, biomassekort, næringsstoffer og hjælpeværktøjer.

Blandt andet senest under besøg på Flakkebjerg, som hører under Aarhus Universitet. Her kunne lektor og forsker René Gislum fortælle om forsøg med frøgræs og tildeling af N kun efter plantens behov på et specifikt område i marken. Her er der blandt andet kigget på biomassen ud fra billeder taget med drone.

På Aarhus Universitet vil de skabe større forståelse for, hvad der sker i afgrøderne med tildeling af kvælstof og dermed have mindre fokus på selve jorden.

Fremtiden

På mødet på Flakkebjerg fik deltagerne et kig ind i fremtiden i form af de hardware-værktøjer, som der forskes i og arbejdes med. Herunder ’Smartgrass’ – en drone som tager billeder til at bestemme kvælstofbehov og herefter automatisk tilførsel efter behov i marken.

Robotti er en fuldautomatisk maskine, som kan køre selv i marken. Dvs. den finder selv rundt i marken og gør ’hvad der nu skal gøres’. Maskinen kører 8 km /t på en dieselmotor. Maskinen kan bruges til flere forskellige opgaver i marken, f.eks. til radrensning.

Prototypen koster pt. 750.000 kr.