Kvælstofretentionskort fra 2025 er lagt tilgængelig i markkortet. Nu har du mulighed for at se hvor stor en andel af kvælstof der tilbageholdes fra rodzonen til vandmiljøet på dine egne marker. Andelen varierer meget og farve skalaen går fra under 30 % op til 90-100 %, hvor mørkerødt er lavest og mørkegrønt bedst. Beregninger er foretaget i grid på 1 ha. Kvælstofretentionskort vil blive anvendt til at beregne de enkelte markers retentionsevne, så oplysningerne også er synlige i markplanen.
Ny kvælstofsregulering sætter fokus på udledning fra rodzonen til vandmiljøet. Afhængig af afgrøde, jordbehandling, efterafgrøder og andre virkemidler samt jordtype vil der være en mængde kvælstof i rodzonen som med overskudsnedbøren kan ledes til vandmiljøet. Retensionskortet viser hvor stor en andel af denne kvælstof, der tilbageholdes og/eller denitrifiseres og ikke når ud til vandmiljøet.
Afgrødevalg betyder meget for hvor meget der efterlades i rodzonen med fare for udvaskning. Her er Retentionskortet et godt beslutningsværktøj til at placere afgrøder efter.
Afgrøder med en stor udledning prioriteres placeret i de mørkegrønne områder, hvor den tilbageholdende evne er størst. Herved får man mest tilbageholdende effekt (mindst udledning) og kan måske begrænse brugen af virkemidler (efterafgrøder, mellemafgrøder, præcisionsjordbrug og kvælstoftræk) for at overholde sin udledningskvote.
Hvor der er rødt er retentionsevnen lav og her bør man placere afgrøder med lav udledning fra rodzonen eller brak. Virkemidler vil ligeledes have størst effekt på udledningen her.
Når kvælstofreguleringsmodellen skal anvendes fra høstår 2027 er det vigtigt på nuværende tidspunkt at indtænker hvad der skal danne forfrugt og hvor der eventuelt skal undersåes udlæg i 2026.