Næsgaard tester ISOxml med Valtra

ISOxml formatet gør det muligt at flytte data mellem traktorcomputer og PC program uanset hvilken producent (Valtra, Fendt, Massey Ferguson, John Deere, CLAAS etc.) og program, der er tale om. Så længe begge parter bruger den opdaterede version af ISOxml formatet, er dataudveksling mulig.

ISOxml formatet bruges nu i Næsgaard MARKKORT, og sammen med Valtra Danmark har Datalogisk testet eksporten af ISOxml filer for at sikre, at det fungerer optimalt.

Hos Valtra ses brugen af ISOxml som en stor gevinst for både producent og landmand. ’Det bliver nemmere med ensartethed, og derudover kan ISOxml filerne indeholde mange flere data end f.eks. de brugte shape-filer. De fremtidssikrer arbejdet på den lange bane, idet der til stadighed vil komme flere krav til dokumentation og mere data fra opgaverne i marken’ fortæller Bent Henneberg, salgs- og produktspecialist hos Valtra.

Dataudveksling betyder for landmanden et bedre flow i arbejdet og en bedre anvendelse af data. Med ISOxml filerne bliver det i sidste ende nemmere at udføre præcisionsjordbrug i marken, og derved opnås den økonomiske gevinst.