NYT kamera: Find og fjern dit ukrudt med WeedMAPS

Nu kan et nyudviklet kamera føre til endnu bedre og optimeret ukrudtsbekæmpelse. Kameraet er det såkaldte WeedMAPS eller ukrudtskamera, som nu skal ud og afprøves hos de første 40 landmænd. Kameraet er i stand til at genkende ukrudtsplanter i marken og gemme data, så der kan sprøjtes præcist, hvor der er brug for det.

WeedMAPS består i al sin enkelhed af et kamera og en app (applikation) til tablet eller smartphone. Kameraet monteres på din traktor eller anden maskine således, at det kigger ned mod afgrøderne. Herefter detekterer og registrerer kameraet ukrudtsmængden i vårsåede afgrøder og fortrinsvis i rækkeafgrøder.

Når du er færdig med at overkøre din mark, så gemmes de optagede data på din smartphone eller tablet via app’en. Nu har du et kort over ukrudtstætheden på din mark (angivet i % af jorden).

Informationerne overføres automatisk online til program Næsgaard MARKKORT. Her kan du arbejde videre med data, planlægge sprøjtning – og det kun på de steder, hvor der reelt er behov for bekæmpelse.

”Vi ser naturligvis et stort potentiale i dette nye produkt, det bliver præcisionslandbrug, med nye muligheder, fortæller Birger Hartmann fra Datalogisk og fortsætter ”vi er derudover spændte på at få feedback fra planteavlerne og bruge denne viden videre i vores udviklingsarbejde, hvor landmandens behov er i centrum”.

Efterfølgende kan ukrudtsregistreringerne i Næsgaard MARKKORT omregnes til et tildelingskort. Dette tildelingskort kan anvendes i sprøjten i forbindelse med efterfølgende ukrudtsbehandlinger præcis, hvor der er brug for det.

Lancering af WeedMAPS, sammen med Næsgaard MARKKORT, er første skridt i retning mod at hjælpe planteavlerne til at opnå besparelser ved anvendelse af herbicider, og er et første skridt i projektet RoboWeedMaPs1.

Kameraet leveres af Datalogisk i samarbejde med firmaet Agro Intelligence.

Faktaboks om WeedMaps

  • Værktøj til ukrudtsbeslutninger
  • Optimerer beslutninger om ukrudtsbekæmpelse
  • Enkel app og software til telefon og computer
  • Online data
  • Baseres på prisbillig kamera
  • Integreret i Næsgaard MARKKORT.

 

Yderligere informationer ved henvendelse til Birger Hartmann, Datalogisk: Tel: 70203311
e-mail
Birger.Hartmann@datalogisk.dk